Zebraen er et flokdyr og ses meget ofte sammen med andre græsædende arter på savannen. I perioden juli til oktober ses de sammen med ca. 1,5 million gnuer under den store vandring. Der ser man zebraer i tusindevis følge vandringen fra Tanzania til Masai Mara i Kenya.

Zebraen får 1 føl af gangen, som vejer ca. 30 kg ved fødslen. Føllet dier i ca. 1 år hos moderen. Hoppeføl forlader moderen, når de er 2 år gamle for at blive en del af et andet harem. Hingsteføl forlader moderen som 4-årige og danner en ungkarlegruppe sammen med andre unge hingste.

Der findes 6 underarter af zebraen og de varierer alle i både udseende og levevisi forhold til hinanden. Den mest almindelige er steppezebraen, som man ser på savannen. Den største art er Grevys zebra, som kun lever få steder i Afrika.

Lidt mere om zebraen

Zebraer er flokdyr ligesom andre hestearter. Zebraflokke kan blive rigtige store og består af et stort antal smågrupper eller haremmer på omkring 16 dyr med hopper og føl og med en hingst i spidsen.

Hingsten har to vigtige opgaver: at forsvare flokken mod løver og hyæner og at kidnappe unge, smukke hopper fra de andre grupper.

Hingsten er også far til alle føllene i gruppen. Tilbøjeligheden til at snuppe hopper fra andre grupper bringer hele tiden tilstrækkeligt nyt blod ind i gruppen, så indavl undgås. Blandt hopperne er der også et tydeligt hierarki, og det er den ældste hoppes opgave at føre gruppen på vandringerne.

Hingste uden harem lever i ungkarleflokke.

Inden for haremmet er zebraerne stærkt knyttede til hinanden. De er fælles om at holde udkig, de passer på føllene og svage medlemmer, og hvis lederhingsten dør, holder resten af gruppen sammen og bliver overtaget af en ny hingst. Hvis en af gruppens medlemmer bliver væk, vil de andre lede efter den i dagevis.

I tørketider visner græsset, og vandet forsvinder. Så vandrer zebraerne sammen med andre af savannens græsædere af sted på jagt efter frisk græs og vand. Selvom tusinder af zebraer er på vandring, holder medlemmerne i den enkelte gruppe sig tæt på hinanden.

Grevys zebra adskiller sig markant fra de andre zebraarters generelle sociale struktur, idet der ikke er samme faste tilknytning mellem dyrene, og hingstene er territoriehævdende.

Den almindelige zebra lever af alt, hvad der er grønt, især græs, men også urter, blade, knopper og kviste. Som de fleste andre af Afrikas græsædere foretrækker den kort, friskt græs, men da den også er i stand til at æde mere celluloseholdig plantevækst har den kunnet indtage et mere varieret udbud af levesteder. Ofte ser man almindelig zebra rykke ind som den første græsæder i et tættere bevokset område, hvorefter gnuer og gazeller følger efter.

Zebraen æder døgnet rundt, bortset fra midt på dagen, hvor det er allervarmest. Zebraen kan ikke umiddelbart optage næring fra planteføden. I stedet har den en lang blindtarm fyldt med bakterier, der omsætter planternes svært nedbrydelige cellulose til kulhydrater, som zebraen derimod godt kan optage – et klassisk symbiotisk forhold.

Zebraer hviner, skryder og vrinsker til hinanden. En stor del af zebraens kommunikation foregår dog med ”tegnsprog” i form af ansigtsmimik og de meget bevægelige ører.

Man ved ikke præcist, hvorfor zebraen har striber, men det bedste bud er trods alt, at det har noget med camouflage at gøre. Når zebraer færdes i flok, er striberne med til at opløse konturen af det enkelte dyr, så det er svært af se, hvor det begynder, og hvor det slutter. Derved forvirres rovdyrene, og zebraen kan undgå at blive ædt.